Årets ozonhul over Antarktis var det syvendestørste i måleserien

Ozonhullet over Antarktis dækkede i gennemsnit cirka 25 millioner kvadratkilometer fra 7. september til 13. oktober. Det placerer 2026 som det syvendestørste år i 48 års overvågning, målt på sæsonens gennemsnitsareal. Det oplyste NOAA og NASA den 4. november.

Vinden holdt kulden samlet

Forskerne peger på en usædvanligt kraftig polarhvirvel som en vigtig forklaring. Vindene holder kold luft samlet omkring Antarktis og skaber betingelser for skyer i stratosfæren, som medvirker til ozonnedbrydning.

Årets største daglige udbredelse blev registreret 18. september med 27,1 millioner kvadratkilometer. Det er et andet mål end sæsongennemsnittet, som årets placering i ranglisten bygger på.

Langsigtet bedring fortsætter

Myndighedernes forskere vurderer fortsat, at ozonlaget er på vej mod genopretning. Begrænsninger af ozonnedbrydende stoffer gennem Montrealprotokollen har reduceret belastningen. Ifølge deres vurdering ville årets hul have været endnu større med de tidligere høje niveauer af disse stoffer.

Ozon i stratosfæren beskytter livet mod skadelig solstråling. Årets store udsving viser, hvorfor både vejret og udviklingen i kemiske stoffer indgår i vurderingen af målingerne.

Læs også vores forklaring af forskellen mellem vejr og klima.